SMS-dagbog fra Nigeria, marts 2008 
  
 

#41 -  Onsdag 19. marts 2008 kl. 12:44:
De fleste er trætte.  Det er de sidste kilometer, der er de hårdeste. Men udenfor vinduerne suser det kolde, danske landskab forbi. Det er grønt. Der er ikke tusindvis af plastikposer i vejkanten. Ingen huller i asfalten og bilerne er blanke og uden buler. 
 

Den kolde hornebus ventede på os i det fjerneste hjørne af lufthavnen. Og kunne den starte?
 
OBS:
Tidsplanen for hjemturen gennem Jylland ser ud til at gå glat. Vi forventer allerede at være ved pendlerpladsen TH Sauers Vej,  Aalborg kl. 13.38, og forventet ankomst til Horne kl. ca. 14.30.
 
Trætte og glade siger XP farvel og på gensyn. Tak, fordi I fulgte med i dagbogen.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#40 -  Onsdag 19. marts 2008 kl. 06:12:
Frankfurt. TRE grader. Vi er nu igen på europæisk grund. Det føles rart, men også underligt. Vi mærker igen et lille kulturchock.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#39 -  Tirsdag 18. marts 2008 kl. 21:33:
Vi har netop nydt et overdådigt måltid på firmaet Julius Bergers regning. En anderledes måde at afslutte en nigeriarejse på. Her slutter rapportene herfra. Næste hilsen kommer fra europæisk grund, når vi i morgen tidlig lander i Frankfurt.
 
(Tilføjelse fra "hjemmeredaktionen" af sms-dagbogen: Der er tilsyneladende en fejl i rejseplanen på denne hjemmeside vedr. angivelse af afgangstidpunktet fra Abuja lufthavn. Der står: "20.50- Afgang med LH0563 Lufthansa". Korrekt afgangstid for flyet er kl. 00:10).
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#38 -  Tirsdag 18. marts 2008 kl. 17:55:
Verden bliver mindre! Ikke nok med at man kan købe Coca-Cola overalt - selv i den mindste, isolerede flække. I dag har vi besøgt en lille landsby nord for Abuja. Her ligger en pottemager. I selve butikken laver de potter og skåle som hos en hvilken som helst anden dansk keramiker. Men udenfor ligger en stribe lerhytter med kvinder, der uden værktøj laver de mest imponerende krukker. Stedet har siden 1999 ikke heddet andet end 'Clinton Village', fordi præsident Clinton besøgte stedet under sit Afrikabesøg. Jo, verden ændres og tager farve af små og store begivenheder. Og vi tager det hele med hjem i aften.
 
Lige nu er vi på sightseeing i byen, inden vi er inviteret ud at spise.
 
--------------------------------------------------------------------------------

#37 -  Tirsdag 18. marts 2008 kl. 09:25:
Efter en kort bøn med ønsket om en tryg hjemrejse og om, at vi hver især må finde vore familier glade og raske, blev vi for en time siden sendt afsted fra Dogon Dutse mod hovedstaden Abuja. Dér venter der os en dag med sightseeing og endnu et markedsbesøg. Det har været en begivenhedsrig rejse, som allerede har sat dybe personlige spor.
 
Og til jer derhjemme: Bær over med os, når vi kommer hjem! Vi har meget at fortælle, men ved faktisk ikke, hvilke ord, vi skal bruge. Det bliver svært, næsten umuligt at beskrive, hvad det er, vi har oplevet, - hvad det er, der gør en XP-rejse som denne til noget ganske særligt.
 
Fra at beskrive, hvorledes 58 grader i solen og en luftfugtigehd på 2 procent føles, til at fortælle, hvorfor det var svært at sige farvel til vore venenr på Mbamba. Det er bestemt ikke ligetil! Så, kære forældre og venner:
Forsøg at forstå os! Og følg med i vores videre bestræbelser med at bearbejde de nigerianske opleveler i ord, lyde og billeder. Meget vil komme på hjemmesiden i de kommende uger, ... endnu mere fortæller vi om når som helst, vi kan komme til det.
 
Lige nu suger vi de sidste nigerianske landskaber til os med klipper og bjerge, baobabtræer og osende knallerter. Vi er i Abuja over middag. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#36 -  Mandag 17. marts 2008 kl. 20:50:

Næstsidste hele dag i Nigeria. I morgen over midnat er det forbi. Og det er vemodigt. De fleste ville gerne blive hernede, selvom de også savner mors frikadeller og McDonald's, af alle ting. I dag har vi været på markedet og besøgt Transition House, der er den lutherske kirkes gadedrengehjem i Jos.
 
Lige nu er det pakketid. I morgen går turen til Abuja. På flyveturen herned faldt Anni i snak med en tysker, der arbejder for entreprenørfirmaet Julius Berger. Hun syntes så godt om horneXplorer-projektet, at da hun hørte, at vi havde en hel dag i Abuja, og at vi ikke havde meget andet på programmet end at vente på flyet, ja, så inviterede hun os alle på frokost og sightseeing og om aftenen på aftensmad inden vi skal tjekke ind ved ti-tiden. Så også tyskerne har en snert af den afrikanske gæstfrihed i sig.
  
--------------------------------------------------------------------------------
 
#35 -  Mandag 17. marts 2008 kl. 13:04:
Ikke overraskende blev lørdagens guvernørvalg her i Plateaustaten annulleret. Flere af valgstederne fik først valgmaterialerne kl. 5 om eftermiddagen - kort før de skulle lukke. På den måde blev mange forhindret i at stemme, og valgets vinder, som tidligere ikke har været bleg for at benytte ufine metoder, var klar til igen at snyde. Men i lighed med størstedelen af valg på hele kontinentet blev dette altså også aflyst.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#34 -  Søndag 16. marts 2008 kl. 17:04:
Nigeria er virkelig overraskelsernes land. Vi troede, at vi skulle på høflighedsbesøg en halv times tid. Og nu er vi endt til Mr. Martins Olushola Olowonihi's 40års fødselsdag. Og i Nigeria er der en lang række rituelle programpunkter, man skal igennem ved sådan en fest: Åbningsbøn, opråbning af gæster, velkomst, den officielle udfordring til fødselaren, fødselarens bøn, beskeder, citater fra fødselaren, den officielle udskæring af lagkagen, fødselarens dans, fødselarens tak, forfriskning, taksigelser og udgangsbøn. 
 
Der var ca. 300 gæster og masser af mad og drikke og musik og dans. Men, hvor er det typisk dejligt nigeriansk sådan uden videre lige at invitere 23 ekstra gæster med. Sikken en gæstfrihed. Sikken et overskud.
 
Hør Mette Bujes telefonrapport fra begivenheden i indlæget herunder.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#33 -  Søndag 16. marts 2008 kl. 14:50:
Efter gudstjenesten var vi som nævnt inviteret på restaurant. Det viste sig, at vi skulle være deltagere i en 40-års fødselsdag med 300 deltagere og et meget stort program. Det ser ud til at ville tage resten af dagen. Så hele vores eget program for i dag er blevet ændret. Der er 14 punkter på programmet for fødselsdagen, og lige nu er vi først ved punkt 1. Så vi ved ikke, hvor længe vi skal blive her.
Klik her og hør Mette Bujes telefonrapprot direkte fra fødselsdagsfesten i Jos. [Januar 2013: Denne lydfil er endnu ikke fundet på de mange harddiske.]
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#32 Søndag 16. marts 2008 kl. 13:10:
Sikken en gudstjeneste. Rytme, sang og heftig prædiken. Og helt anderledes end en dansk gudstjeneste. Egentlig skulle vi spise frokost på Dogon Dutse, men naturligvis vil Collins og kirken gerne byde på frokost. Så lige nu sidder vi på byens fineste restaurant Ruby's Garden. Endnu en gang møder vi den afrikanske gæstfrihed.  
         
--------------------------------------------------------------------------------
 
#31 Søndag 16. marts 2008 kl. 06:57:
I går, lørdag var stille. På grund af udgangsforbuddet og guvernørvalget nød vi roen og tiden bag Dogon Dutses høje beskyttende mure. Hele vejen rundt er muren besat med glasskår, der fungerer som pigtåd. Og ved porten er altid en vagt. Men inde bag det umiddelbart fjendtlige ydre ligger "paradis i Nigeria".
 
Her er appelsintræer, lime og blomster i de skønneste farver og former. Vand og strøm fungerer, og maden ligner noget, vi kender hjemmefra. Jo dette er helt fint. Det er helt sikkert "paradis i Nigeria". Og ikke mindst i forhold til Mbamba, som på mange måder kan opfattes som Dogon Dutses modsætning, - hvis det ikke lige havde været for de fantastiske mennesker, elever og lærere -  og ikke mindst Mrs. Bongi.
 
I går, her på Dogon Dutse, fandt de fleste roen og tiden til at få opdateret dagbogen og til at begynde den lange og svære proces, det er helt præcis at sætte ord på, hvad det er, vi har oplevet hernede.
 
I dag er det palmesøndag, og vi er inviteret i kirke af Collins, som XP 05/06 kan huske, fordi han besøgte Horne, og som sidste års XP-hold mødte her i Jos sammen med vennen Steph Black. Vi skal med til palmesøndagsgudstjeneste i deres kirke.  Det er en pinsekirke, så ligesom i Danmark bliver der helt sikket gang i den - her måske bare endnu mere, når vi nu ved, hvordan nigerianerne kan skabe en fest af farver, sang og musik i kirken.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#30 Fredag 14. marts 2008 kl. 22:27:

Vi fryser. Her er ganske koldt. Jos er hovedbyen på plateauet, og ligger i ca. 700 meters højde. Det betyder, at der mod Mbambas 44-45 grader kun er 29 her til aften i Jos. Men det går vel lige an?
 
Vi har via sms fra Danmark hørt om uroligheder i Nordafrika. I Nigeria er der intet på færde... Det skulle da lige være den obligatoriske spænding, der altid følger et valg. For der er guvernørvalg her i delstaten i morgen lørdag. Og der er godt nok udgangsforbud, men det er helt normalt ved alle valg i Nigeria. Man må gå hen og stemme, men ikke andet. Vi holder os derfor på Dogon Dutse hele dagen i morgen. Det bliver nu ganske rart. Der bliver tid til at skrive dagbog, vaske tøj og puste ud og bearbejde de mange indtryk fra de forløbne 10 dage. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#29 Fredag 14. marts 2008 kl. 14:16:
Tænk, at en uge på en nigeriansk kostskole kan levne sådan et indtryk på en dansk efterskoleklasse! det blev en overvældende afsked med knus, tårer, udveksling af adresser og gaver, og med endnu flere knus og endnu flere tårer.
 

Afsked med Mette - fredag
 
Det er overvældende, også fordi de fleste med rimelig sandsynlighed aldrig kommer herned igen. Og alligevel har vi alle - hver især - fået mange nye afrikanske venner. Det er underligt at tænke på, at der nu sidder en masse nigerianere og drømmer om os, ligesom vi nu tænker på og drømmer om dem. Venskaber bryder ikke alene grænser, men også afstande. Det er en rar tanke.
 
Nu sidder vi i bussen mod Jos. Det er den modsatte tur af den, vi havde, da vi ankom. Men vi er allerede nogle timer forsinket. Den "bus" (læs: minitransporter), som kører med vor bagage, er brudt sammen. Så nu sidder vi stuvet ekstra godt sammen i én bus, mens vores tasker er i den anden. Det er på én gang tæt, klistret og dybt nigeriansk.
 
Det er en sand XP-oplevelse! 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#28 Fredag 14. marts 2008 kl. 01:14:
Sidste dag på Mbamba er forbi. Flere på holdet mærker allerede det tiltagende vemod og den snigende længsel efter at komme herned igen. Præcis som de foregående år.
 

Farewell Evening torsdag
 
I aftes har vi haft en "farewell evening" med mange sjove indslag. Bl.a. viste vi den lille film, hvor vi bliver vaccineret. Den ligger på her på hjemmesiden under gallerierne. Mrs. Bongis store hjerte og ekstreme gæstfrihed nåede nye højder i aften. Til middag lavede hun pasta og kom med sodavand og til aften havde hun fundet is, rigtig kold flødeis. En halv liter til hver! Det er afrikansk gæstfrihed! 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#27 -  Torsdag 13. marts 2008 kl. 14:35:
56 grader. I solen dog. Og en luftfugtighed på 2 procent. Sidste dag på Mbamba er hehtisk. Udveksling af adresser, lidt tøjvask masser af snak, pakning og alle de andre små ting, der bare skal nåes inden afrejse i morgen tidlig. 
 

Trines føselsdagskjole
 
I dag skal nogle på holdet ind til skrædderen for at hente det tøj, de har bestilt. Og klokken fem er der fodboldkamp mellem elever og lærere. I aften er der afskedsaften med indslag fra både de nigerianske elever og fra os.   
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#26 -  Torsdag 13. marts 2008 kl. 06:48:
Strøm har været et større problem i år end tidligere år.  Alle Evening Devotions er blevet holdt i mørke. Strøm til lys og forstærker til Danish Evening  glippede også.- Og det har endvidere været stort set umuligt at få opladet batterier til kameraer, den bærbare computer og telefoner. NEPA, det nationale elforsyningsselskab, lever virkelig op til sit kælenavn: Never Expect Power Always. Det gør noget ved et land ikke at have strøm. Ledningsnettet kan simpelthen ikke trække det hastigt voksende forbrug. Det er normalt vilkårene, at der i gennemsnit kun er strøm 4 timer i døgnet. Men ikke engang det holder altså stik i år.
 
Nigerianerne lever med det ... temmelig flot endda! De lader sig ikke slå ud af det - lader sig knap nok mærke med det. De er i modsætning til danskere ikke nær så meget afhængige af elektricitet. Det er virkelig en håndgribelig forskel.
 
I dag er det så sidste dag på Mbamba. Vi rejser i morgen tidlig efter morgensang. I dag er også lærer Carsten Morsbøls fødselsdag.Det er den fjerde fødselsdag, vi holder hernede!
 
Der er undervisningstimer til formiddag og workshops over middag. Og i aften er der Farewel Evening.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#25 -  Onsdag 12. marts 2008 kl. 21:06:
Timer til formiddag og Workshop til eftermiddag. Horne Kirke står nu fint og flot på væggen. Det er en surrealistisk oplevelse at se en dansk stenkirke midt i Afrika. Temperaturen har i dag sneget sig op på 56 grader (godt nok i solen!) Men samtidig er luftfugtigheden faldet til 2 procent. Det kan mærkes. Alle hjemme i Horne ønskes en rigtig god studietur: Enten til Krakow eller Tjekkiet. Vi ses efter Påske. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#24 -  Onsdag 12. marts 2008 kl. 13:58:
Studieværten Niels Viberg fra lokalradioen Skaga FM i Hirtshals har netop færdiggjort
et telefon-interview fra Nigeria. Interviewet bliver sendt torsdag den 13. marts kl. 14.30.
Det varer 7-8 minutter, men allerede torsdag mellem kl. 7 og 8 sendes et mindre klip
på ca. 3 minutter. Udsendelsen bliver gentaget palmesøndag, den 16. marts i program-
met "Ugen, der gik" mellem kl. 8 og 12.
 
Efter særlig tilladelse fra Radio Skaga FM kan interviwet allerede nu høres her
på siden.   
 

 
Studieværten Niels Viberg fra lokalradioen Skaga FM i Hirtshals har netop færdiggjort
et telefon-interview fra Nigeria. Interviewet bliver sendt torsdag den 13. marts kl. 14.30.
Det varer 7-8 minutter, men allerede torsdag mellem kl. 7 og 8 sendes et mindre klip
på ca. 3 minutter. Udsendelsen vliver gentaget palmesøndag, den 16. marts i program-
met "Ugen, der gik" mellem kl. 8 og 12.


Efter særlig tilladelse fra Niels Viberg og Radio Skaga FM kan du allerede nu
høre udsendelsen her. Interviewet er i to dele adskilt af musik.
 
 

Del 1:

 
Del 2:

 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#23 -  Tirsdag 11. marts 2008 kl. 19:08:
 


Vægmaleriet af Horne Kirke
 
Mens der på Mbamba i dag har været timer til formiddag og fortsatte workshops til eftermiddag (Horne Kirke i nigerianske klæder er ved at tage form), har XP-lærer Torben Uhrenholt kørt den lange, støvede vej via Numan til Shellem, hvor hans bedstefars fætter fra Øster Uttrup ved Aalborg i 1918 byggede en missionsstation og senere døde og i dag ligger begravet. Det var en følelsesmæssigt rørende og meget personlig tur. Alle er fortsat glade. Hilsen til alle.   
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#22 -  Mandag 10. marts 2008 kl. 18:38:
I eftermiddags havde vi tre workshops. 
 

Art Workshop, Mbamba
  
Torben har malet skolens tavler (store stenplader, muret ind i væggen) med tavlemaling. Carsten har arbejdet med affaldsforbrænding og Hans har malet Horne Kirke i kæmpeformat (3 meter højt) på endevæggen i ét af klasseværelserne.
 
I aften holder vi "Danish Evening".
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#21 -  Mandag 10. marts 2008 kl. 12:45:

Tidligere XP'ere kender helt sikkert fornemmelsen. Til formiddag har vi besøgt handicapskolen REMI. Det er en overvældende meget følelsesmæssig oplevelse at besøge netop denne skole.
 

 
I Nigeria sætter man ellers ofte handicappede børn ud. De er ikke til nytte og kan ikke selv tjene til føden.
At etablere en skole for handicappede her er en enorm bedrift. Alle  - ingen undtaget - holdt i hånd, løftede, sang og legede med børnene. I bussen på vej hjem var der stille. Alle drømmer sig allerede tilbage.
 
I eftermiddag har vi arrangeret et par workshops, både for de danske og for nogle af de nigerianske elever. Uncle Carsten (- hernede kaldes lærere og voksne generelt gerne "Uncle" eller "Anutie" -) skal stå for en science workshop. Her skal de arbejde med affaldsforbrænding og skal bl.a. bygge en ovn til formålet. Og Uncle Hans skal sammen med Uncle Tartitiyos og en gruppe elever male et kæmpe vægmaleri i et af klasseværelserne. Motivet er Horne Kirke og nigerianske runde lerhytter. Det bliver spændende.  
 
---------------------------------------------------------------------------------
 
#20 -  Søndag 9. marts 2008 kl. 16:25:
Søndag eftermiddag på Yaola Marked. Klik her og hør telefonrapport fra Nigeria.
[Januar 2013: Denne lydfil er endnu ikke fundet på de mange harddiske.]
 

Foto fra XP 2007
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#19 -  Søndag 9. marts 2008 kl. 14:45:
 


Mette får flettet hår
 
 
Så kom de første flettede frisurer. De nigerianske piger har på smukkeste vis flettet Mettes, Louises, Tines og Trines hår. Det ser faktisk helt godt ud. I dag har der også været gang i den nye vandboring og det nye vandtårn, som alle elever på Horne dette og sidste år har tjent til ved at arbejde på "Giv En Dag". Det har virkelig ændret hverdagen for alle her på skolen. Men hele vandforsyningen er endnu ikke færdig. Der mangler fortsat permanent strømforsyning. Så lige nu larmer en stor dieselmotor ved foden af det sølvglinsende vandtårn.
 

Det nye vandtårn, som horneelever fra 2006/07 og 2007/08 har tjent penge til.
 
I dag har vi fået fyldt den store container med vand, så vi har vand til bad og tøjvask. Drikkevand må vi kun drikke af de købte flasker. Og det er dejlig varmt for det meste ...
 
I morges var vi med til en gyngende gudstjeneste. Musikken, engagementet og hele stemningen er meget forskellig fra en almindelig, dansk gudstjeneste. Hele dagen i dag fejrer vi Karinas 16 års fødselsdag. Måske vi finder en gave til hende, når vi nu om 10 minutter skal på markedet i Yola. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#18 -  Søndag 9. marts 2008 kl. 08:30:
Efter turen til Numan i går ventede Mrs. Bongi med aftensmad på Mbamba. Og eleverne ventede ivrigt på at vise små skuespil og sketches til det, de kalder "Variety Night".
 
I vanlig afrikansk ånd trak det naturligvis ud. Det skulle have begyndt kl. 19.30. Men det gik først i gang næsten 2 timer senere. Først den uforklarlige, nærmest obligatoriske afrikanske forsinkelse. Derefter gik og kom strømmen, som de skulle bruge dels til at lave lidt lys i samlingshallen og dels til forstærkeren, i én uendelighed. Der blev kæmpet bravt. Og da vi endelig gik i gang, var det en fantasktisk aften med sjove og opfindsomme optrin. Og da strømmen fra den kværnende benzingenerator forsvandt for tolvte gang, var XP-holdet hurtige til at tænde lommelygterne og lyse op på scenen. Nu SKULLE vi bare gennemføre dette her..... sammen!
 
XP var alle oppe at danse, og flere var oppe enkeltvis og deltage i fællesoptrin med de nigerianske elever. Det var en fin aften, hvor vi i den grad kom tæt på vores nye venner. Så da vi lidt over elleve havde været i gang i mange timer, - nogen af os havde været oppe siden kl. fem om morgenen, - var vi alle klar - ikke til at "se dyner" -  dertil er det for varmt -  men til at se knirkende køjesenge med brandvarme lagener på hede sovesale.
 
I dag, søndag, står den først på gyngende gudstjeneste her i Mbamba. Og i eftermiddag skal vi på markedet i Yola.
 
--------------------------------------------------------------------------------
  
#17 -  Lørdag 8. marts 2008 kl. 18:25:

 
Hvordan er det så at møde ærkebiskoppen? Flere på holdet sad ved siden af ham, snakkede med ham uden at vide, at det var ham.
 
Da de så fik at vide, at det faktisk var ham, var første reaktion: Jamen, han er da ikke ret stor!
 
Og nej, Nemuel Babba er ikke stor af statur, men hans hjerte og menneskeforståelse er af uendelige dimensioner. Han og hans færøske kone inviterede på frokost og en tur til spedalskhedslandsbyen Sabon Gari.
 
Her tabte mange deres hjerter til de mindste børn og babyer, som de fik lov at holde. I landsbyens kirke kirke trykkede Trine den af til de svingende trommerytmer og Cawar købte slik til alle børnene. Begge dele vakte stor jubel.
 
Vi havde også en stille stund og en god fortælling i den runde kirke i Numan (faktisk Nigerias første lutherske kirke), som XP-lærerTorbens bedstefars fætter byggede som en af de allerførste missionærer i landet. Det var i 1916.
 
Dagen er foreløbigt kulmineret med en smuk sejltur i gamle trækanoer på Benue-floden.  
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#16 -  Lørdag 8. marts 2008 kl. 06:25:
Lørdag. I Danmark for de fleste en afslapningsdag. Men her på Mbamba er det tid til idræt og job. Klokken lidt over 5 står de nigerianske elever op for at løbe hele compounden rundt (skolens område). Og det er altså stort. Af respekt og kærlig omsorg vækkede de ikke os. Men Carsten var frisk og løb med på turen.
 
Nu er det tid til etagevask. Man skal jo se pæn ud, når man besøger den lutherske kirkes overhoved ...  
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#15 -  Fredag 7. marts 2008 kl. 20:30:
 

horneXplorer 2007/08 i deres nye uniformer på Mbamba. I baggrunder ses det nye vandtårn.
 

En hel dag er gået på Mbamba. Alle har fået uniformer og ser søde og artige ud i dem. XP er delt i forskellige klasser, så der kun er 4-5 elever i hver klasse med 30-35 nigerianere. Fagene er ikke de samme som i Horne. I dag har nogle f.eks. haft test i faget "business study", andre har haft fransk, og andre igen har haft kemi på højt niveau og med engelske og latinske betegnelser.
 
Fagene, deres indhold og lærernes måde at undervise på fortæller noget om det nigerianske samfund. De nigerianske lærere er meget forskellige. En af de mest anderledes - og også mest ubehagelige - oplevelser i dag var, da fransklæreren pludselig for op og hev hådt fat i en elev. Bagefter fulgte en grim afstraffelse. Hvorfor? Eleven havde ikke sit hæfte med. Det er meget grænseoverskridende at være vidne til. Og det giver anledning til mange samtaler om undervisning i almindelighed.
 
Morgenmaden her på skolen består af en sød, vandig risgrød. Men skolens leder, mrs. Bongi forkæler os med toastbrød, marmelade og små friturestegte specialiteter, 'chin chin'. Også til dagens øvrige måltider nyder vi den store afrikanske gæstfrihed. Vi får f. eks. kød hver dag. Det gør en nigerianer altså ikke.
 
Efter dagens timer kørte vi og skolens fodboldhold til en skole i Yola. Her var der venskabskamp på den støvede bane ... og det i 40 graders varme! Vores egen Cawar var med på holdet. Det var vistnok hårdt ...!
 
Hjemme igen var der varm og meget stærk aftensmad. Og nu venter vi på "Evening Devotion" ligesom i går. På det lille tv i fællessalen er der "Hvem vil være millionær?". Nogen gange overrasker ligheden mellem Nigeria og Danmark bare meget! Det skulle starte kl. ni. Men som meget andet er det "african time", så der skal som regel lægges10, 20 eller 30 minutter til det aftalte tidspunkt ...
 
Det har været en lang dag, og i morgen venter endnu en lang, varm og spændende dag. Vi skal til Numan for at besøge ærkebiskoppen.
Godnat og sov godt.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
14 -  Torsdag 6. marts 2008 kl. 21:45:
Vi er nu ankommet til vort bestemmelsessted, Lutheran Junior Seminary, Mbamba. den lutherske kostskole, hvor Xplorer-holdet både skal bo og modtage undervisning den første af rejsens to uger. 
 

Aftenstemning på Mbamba.
 

Efter aftensmad på Mbamba var der "Evening Devotion". XP-elever fra de sidste par år husker sikkert sangen "Under the Canopy", som du hører i baggrunden i telefonrapporten på linket herunder. Det er dejligt at være tilbage. I morgen begynder timerne med nigeriansk matematik, engelsk. Eleverne har fået skoleuniformer og gør lige nu klar til første nat på sovesalene. Godnat.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#13 -  Torsdag 6. marts 2008 kl. 16:37:
Efter et kort besøg hos ærkebiskoppen - han selv var nu ikke hjemme, men det var hans kone Kaja fra Færøerne - er vi nu på vej på udrejsens sidste etape: En times køretur til selve Mbamba. Her kommer vi til aftensmad, uniformprøvning og det første møde med skolens elever Vi er alle spændte. Hvordan mon den næste uge bliver? Hvem kommer jeg til at snakke med? Og kan jeg mon huske Fadervor og nationalsangen på engelsk?
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#12 -  Torsdag 6. marts 2008 kl. 12:42:
Hver elev har drukket de første 2 liter vand på turen. Det er nødvendigt.Temperaturen har for længst passeret de 42 grader, og samtidigt er luftfugtigheden faldet til 7. Til sammenligning er den ca. 45 i Danmark. Det betyder, at det er en tør varme, hvor alt - læber, tæer og fingre sprækker.
 
 
 
Vejkvaliteten er også faldet. Der er meget store huller i asfalten, støv og sten hvirvler rundt. Hvor vi kommer frem råber børnene BATUTE efter os. Det betyder "hvid mand" og er ment som en venlig hilsen. Næste stop er stadig ærkebiskoppen i Numan.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#11 -  Torsdag 6. marts 2008 kl. 09:57:
Natten på gæstehjemmet Dogon Dutse var mørk og lang, fyldt med fremmede lyde: summende myg (holdt borte af myggenet over sengene), hostende spruttende knallerter og minareterne, der flere gange natten igennem kalder byens muslimer til bøn. 
 

Væverfugl i træerne foran gæstehjemmet.
 
Til morgen blev vi vækket af logerende væverfugle i palmekronerne og den gryende sols spæde varme på bliktagene. Hotelværten Amson har nu sendt os afsted med en smuk bøn og et solidt morgenmåltid i maven. Vi sidder nu i busserne på vej til Lutheran Junior Seminary i Yola. Det er rejsens længste og absolut varmeste tur. 10 timer. 45 gr. Heldigvis har ærkebiskoppen inviteret på koldt at drikke halvejs i Numan. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#10 -  Onsdag 5. marts 2008 kl. 22:25:
Det er netop lykkedes at få de første billeder hjem fra Afrika. De er nu indsat i dagbogsbladene herunder.
 

Aftenhygge onsdag aften den 5. marts 2008 på Dogon Dutse, Jos.
 
På billedet herover slapper vi af efter den lange køretur. Vi er nu på plateauet. Det er ca. 700 m over havet, så her er koeligere end ude på landevejen. Men der er 32 grader udenfor. Det er den normale nattetemperatur her. I eftermiddags har vi besteget bjerget Dogon Dutse (dDet Store Bjerg). Det var en stor oplevelseIse.
 
I dette øjeblik er vi på vej i seng. I morgen venter 10 timers bustur af snørklede veje til Mbamba via Numan, hvor vi skal hilse på ærkebiskop Nemuel Babba, inden vi i morgen aften endelig når frem til kostskolen. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#9 -  Onsdag 5. marts 2008 kl. 22:15:
Sidst på eftermiddagen ankom vi til  Dogon Dutse, hvor vi skal overnatte på Den Lutherske Kirkes gæstehjem.
 

Tanja og Trine slapper af efter turen til Dogon Dutse
  
Dogon Dutse er en stor compound med et gæstehjem med plads  til ca. 50 overnattende gæster i hytter og huse med 1-5 senge og  et fælleshus med spisesal og opholdsstue.
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#8 -  Onsdag 5. marts 2008 kl. 12:53:
På vej mod Jos. Vi er nu på vej op på plateauet, og der har ikke været GSMnet de sidste 100 km. Turen er trods højden steget til 40 grader C. Landskabet har ændret karakter.
De flotteste klippeformationer følger os på højre side, mens landet mod syd er åbent og fladt. Mangotræerne står med store kroner og fuldmodne frugter. De virker som svalende, grønne oaser midt i alt det støevde brune.
 
Der er lige nu - kl. 12.46 - 26 km tilage til Jos.
 
--------------------------------------------------------------------------------
  
#7 -  Onsdag 5. marts 2008 kl. 12:16:
På vej mod Jos. Man oplever først Afrika, når man er her. Fysiske ting, som temperatur, mad og den til tider yderst voldsomme og i vore øjne aggressive kørestil er ganske vist til at beskrive og forholde sig til hjemmefra. Men det er først nu, hvor vi står her, at vi rigtigt oplever den nigerianske levemåde - og ikke mindst  "tidsforståelse" og "præcision". 
 

Der veksles penge
 
Vi blev f.eks. forsinket flere gange til morgen. Først fordi hotellet ikke ville modtage dollars, som de plejer. Dernæst fordi de "ikke havde" byttepenge. Og til sidst sinkede et voldsomt skænderi mellem nogle nigerianere på en tankstation os en del.
 
Lige nu sidder vi altså stadig i busserne på vej mod Jos. Her er varmt og tørt og godt hummør. Når vi når Jos, skal vi have sen frokost og vekslet penge. Og så fejrer vi fortsat Emmas fødselsdag med at bestige bjerget Dogon Dutse bag gæstehjemmet, hvor vi skal sove i nat. Byen Jos er på størrelse med Århus og ligger i delstaten Plateau. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#6 -  Onsdag 5. marts 2008 kl. 06:54:
"... og hjemme venter mor og far med dejlig chokolade og kager til!"
Men der er mere end 5000 km. hjem, og morgenmaden er ikke kage, men omelet. Så Emma, der i dag bliver 16 år, må "nøjes" med XP-holdets fødselsdagsang og så 16 små kagelys i sin omelet. Morgenlyset over Abuja er gyldent.
  

Maria og Emma i bussen på vej til Dogon Dutse
 

Det bliver en smuk tur til Jos. Turen tager ca. 4 timer, og det bliver holdets første rigtige møde med Afrika i dagslys. Hilsen til alle. Især alle hjemme i Horne. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#5 -  Tirsdag 4. marts 2008 kl. 23:55:
Abuja. Afrikas mørke har sænket sig over Abuja. Temperaturen er faldet til 32 grader. Alle er gået til ro. Det har været en lang dag. Eneste lyde er den vedholdende tuden af bilhorn, hotelbarens 80'er-disco og den snurrende, summende baggrundslyd af værelsernes airconsitions. 
 
--------------------------------------------------------------------------------
 
#4 -  Tirsdag 4. marts 2008 kl. 18.32:
Abuja Lufthavn. Efter lidt forsinkelse har vi nu endelig sat fod på afrikansk grund. Her er anderledes. Det mærkes tydeligt allerede, da vi trådte ud af flyveren. Den fugtige varme slog os i møde, ligeså snart vi forlod flyveren. Alle er glade og spændte på, hvad de næste uger vil bringe. Udenfor venter Haruna - vores chauffør på hele rejsen. Next stop aftensmad og hotel. Vi skal tidligt op og mod Jos i morgen. Solen gik ned her kl. 18, men her er stadig 37 grader.
 
--------------------------------------------------------------------------------
  
#3 -  Tirsdag 4. marts 2008 kl. 11.02:
Frankfurt Lufthavn. Vi kom vel til Frankfurt. Alle elever overlevede flyturen - inclucive Tanja og Hanne i særdeleshed, som begge var meget bange. De var ude at flyve for første gang, og syntes tilmed nu, at det faktisk var meget morsomt at sidde i en flyvemaskine.  Vi er lige nu i disse minutter ved at boarde flyet, for en seks timers flyvetur til Abuja, så vi nu er på vej ned i varmen. Der er 36 grader i Abuja nu kl. 11.02 om formiddagen. Vi lander om 6 timer i Abudja. Så. Nigeria, here we come...!
 
--------------------------------------------------------------------------------
  
#2 -  Tirsdag 4. marts 2008 kl. 05.40:
Billund Lufthavn. Nu begynder eventyret. Efter en lang bustur ned gennem det mørke Jylland, venter nu en lille tur til Frankfurt. Men først skal Maria Live i radioen. Pas på jer selv og hinanden og Danmark, mens vi er væk. 
 
Redigeret 20. marts 2008:
Efter hjemkosten interviewede Ulrik Århus og Gertrud Højlund fra programmet "Alletiders morgen" på TV2Radio igen Maria Malmbak. Det kom der dette interview ud af:
 

 

--------------------------------------------------------------------------------
 
#1 -  Mandag 3. marts 2008 kl. 16.27:
Der er vild aktivitet på skolen. De fleste er enten ved at pakke de sidste ting, eller prøve

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

r at hvile sig inden afrejse i nat kl. 01.00.
Og så har TV2Radio netop aftalt at lave et LIVE radiointerview med Maria Malmbak Hansen i lufthavnen i Billund i morgen tidlig.  
 
--------------------------------------------------------------------------------
 


 

 

 


NYT: